Mødeaften 17. august 2015

Så er vi klar oven på en ny sæson oven på en veloverstået sommer. Der er en masse velkendte ansigter, men også nogle nye  – og vi glæder os rigtig meget til at tage hul på et nyt halvår med en masse aktiviteter sammen. Mange af de store har haft en spændende tur til Norge, hvor de rigtig har fået udfordret sig selv og hinanden – og har uden tvivl fået nogle uforglemmelig minder med hjem. Det er klart, at der er en masse der rykker op – og det har så også gjort, at vi nu har 1. og 2. Senior Væbnere. Bemærk om mødetiden på dit hold er blevet lavet om.

Tumlingene kastede sig med det samme ud at lave noget sjovt, så de har lavet egne hoppe-bolde. Da det tager noget tid for sådan nogle at tørre, blev der tid til at lege i læ-hegnet… og fordi de netop havde lavet bolde – var det jo oplagt at kaste sig over at begynde at lave kuglebane.

Piltene var ude på en slags pilte-indvielses-løb, hvor de skulle ud i alle mulige pilte-agtige øvelser. Lidt lige som de døve, stumme og blinde aber, har de f.eks. skulle prøve at være… ja – døve, stumme og blinde.

Både væbner-forældre og væbnerne selv var inviteret til mødet, da lederne havde en masse at fortælle om den kommende sæson. Det lyder lidt kedeligt, men det er kun fordi lederne virkelig har gang i et spændende koncept, der kommer til at strække sig over hele sæsonen. Det er garanteret at blive spændende, og vi glæder os til at høre mere om det.

Det må have kriblet med at komme igang med FDF igen, for 1. Seniorvæbnerne var rent faktisk i gang før tid og allerede ved at gøre klar til bål inden mødet officielt var begyndt – Der er jo en masse ting at fortælle oven på sådan en ferie – om ikke andet så lige reflektere over turen til Norge sammen med Gullestrup FDF… Og alle ved jo at sådan noget gør man bedst, hvis man hygger rundt om et bål, med snobrød.

Det lader til at flere af holdene har kastet sig over et bold-tema, for 2. Seniorvæbnerne har været ved at lave nogle såkaldte “Squishyballs”. Det er noget med at fylde nogle balloner med mel… og så bliver boldene… squishy. Fordi der lige var nemmere at bruge kartoffel-mel blev Squishyballs’ene lidt mindre squishy – men uanset hvad blev de ret sjove.

Vi har i aften set alle Seniorne til møde igen… rent faktisk for første gang i 1 år, da mange af dem har været på efterskole. De har gjort det de gør bedst og egentlig bare rå-hygget med noget kaffe og snak om alting.

 

Comments are closed.