FDF skjold

Velkommen til FDF Herning 2

Fællesskab og oplevelser for livet

I FDF møder børn og unge engagerede voksne, der har en holdning til livet. Gennem leg og opfinderi udfordrer vi os selv, børnene og den verden vi lever i. Vi skaber fællesskab og oplevelser for livet, i samarbejd med børnene. Kernen i FDF er fællesskab, både for børn og voksne. Det at lege, hygge, grine og tale sammen, og at blive mødt med respekt, uanset baggrund, alder og evner er kernen i FDF – Læs mere om hvad FDF er.

Her kan du følge med i alt, hvad der sker i vores FDF-kreds. Med menuen øverst kan du nemt finde det du leder efter. Om det du leder efter så er et enkelt holds egen side, kredskalenderen, tilmelding til et arrangement eller noget helt andet.

Mødeaften hver mandag
(med undtagelse af helligdage og udenfor sæsonen)

Pusling 5-7 år: kl. 18.00 – 19.30
Tumling 7-9 år: kl. 18.00 – 19.30
Pilte 9-11 år: kl. 18.30 – 20.00
Væbner 11-13 år: kl. 18.30 – 20.00
Seniorvæber 13-15 år: kl. 18.30 – 20.30
Seniorer 16-18år: kl. 19.00 – 21.00

Herunder kan du læse indslag fra ledere og andet godt-folk og følge løbende med i, hvad sker i kredsen.


Juleafslutning 2015

Det er dagen før dagen, før lidt flere dage du ved – og lige netop derfor har vi denne mandag afholdt dette års juleafslutning! Sådan en aften som denne er hele kredsen selvfølgelig samlet om julehyggen – og hvordan hygges der bedre end med julegodter? Hvordan bliver julegodter bedre, end når de er hjemmelavet?

Derfor skulle holdene hver især også dyste i en Jule-Masterchef konkurrence, hvor de fik chancen for at præsentere deres mesterværk for de 2 hårde (men til tider retfærdige) dommere. Det var ikke bestemt på forhånd hvad holdene skulle lave – de ganske enkelt bare udleveret en række ingredienser, og så måtte de bare få gang i fantasien… Og der var i den grad gang i fantasien.

Tumlingene stillede op med jødekager og et forsøg på hjemmelavet marcipan, Piltene lavede chokosnitter med blå FDF-glasur, Væbnerne lave en slags drømmekage, 1. Seniorvæbnerne lave vellykkede vandbakkelser og 2. Seniorvæbnerne lavede pandekager og romkugler. Så man kan rolig sige, at dommerne blev præsenteret for meget forskelligt.

Dommerne erklærede 1. Seniorvæbnernes vandbakkelse som vindere – og deres leder fik udleveret nogle godter til holdet.

Vi takker af for en rigtig god sæson og vi er klar på at tage hul på en ny 11. januar, hvor vi starter op igen. God jul og rigtig godt nytår!

Mødeaften 30. november 2015

Hvor mange gange kan man folde et stykke papir? Er det altid bedst at få 2 stykker kage frem for 1? Lander en leverpostejmad oftere med pålægs-siden nedad når man taber den? Kan man dø af grin? Alt dette og meget mere havde vores tumlinge forsøgt at finde ud af med hjælp fra nogle grundige forsøg… Og til de nysgerrige er svaret: 7-8 (men måske 17), nej, ja (men ingen forskel på forskellige mærker) og nej (men man kan godt komme til skade).

Vi har haft lidt hold der vinter-hygget. Piltene havde nemlig sat biograf op inde 2. Seniorvæbnernes rum, så de så filmen Polarekspressen… Og årsagen til at de kunne bruge deres rum til det, var fordi 2. væbnerne var taget rigtig i biografen for at se film.

Væbnerne har været ude på løb i aften. Et slags foto-mobil-løb hvor de havde forbindelse med deres ledere via mobil og skulle sende fotos tilbage til dem for at løse opgaver.

1. Seniorvæbnerne ar haft DÅSEaften. Et mildest taget interessant mad-eksperiment, der måske kan udvide horisonten angående hvordan kredsen pakker mad til primi-lejre. Konceptet var at de fik udleveret nogle vidt forskellige dåser med dåsemad – og så skulle de ellers udvikle 3 retter ud fra disse. De kom op med en fiskeret med alt godt fra havet, én kokostomat-ret og en minimajs-tomatbønne én.
Lederne vurderede kokos-tomat retten til at være MEST spiselig – så med den beskedne formulering kan det godt være, at der rettes meget i fremtidige lejres mad.
De sluttede selvfølgelig aftenen af med spark til dåsen og dåseskjul.

Kollektiv Mødeaften 16. november 2015

Ud over at der selvfølgelig altid er gang i huset sådan en mandag aften, så holder de største børn gang i den hele ugen. De afholder nemlig det der kaldes Kollektiv Uge i Kredshuset. En uge hvor deltagerne gør alt fra at lave mad, laver lektier, tage til og fra skole (og job) og altså i det hele taget bor nede ved FDF. Det har så den bonus, at man har rig mulighed til at hygge sig med sine venner. Det er et tilbagevendende arrangement som altid er en success, og vi glæder os til hver gang.

Ellers kan man sige at hoved-temaet i aften været hygge. Tumlingene har hygget sig med at lave en masse julepynt til det Julemarked Herning 2 afholder d. 28 november, og det er f.eks. blevet til nogle meget fine filt-jule-hjerter. Væbnerne har også hygget sig med julepynt til Julemarked, og det de har kastet sig over, er en slags dekorative mini-juletræer. De er herre lækre.

Piltene haft en hygge-aften af den lidt mere almindelige slags. De har hygget sig med brætspil, Domino og har brainstormet lidt omkring, hvad de kan tænke sig at skulle lave efter jul. Det bliver uden tvivl et spændende program – Det kan det næsten kun blive med vores pilte. Der blev også lidt tid til at gå uden for at lege.

Vi har ikke lige set 1. seniorvæbnerne i huset i aften, men det er også bare fordi de er på et byløb. Så det kan vi selvfølgelig ikke skrive så meget om, men det skal nok være meget spændende også.

2. seniorvæbnerne har som sagt boet hernede siden lørdag og gør det også ugen ud. Det ændre dog ikke ved at de også HAR haft almindeligt program. “Gadget-aften” har stået på programmet – men ingen kunne lige huske, hvad det gik ud på. Hvad skidt! Som 2. seniorvæbner er det også bare vigtigst at man hygger sig. De var ihvertfald pludselig væk fra Krummen og rygterne siger de tog ud at købe ind – det ER jo også sådan noget man skal, når man nu bor hernede en uge.

Landslejr 2016 – Informationsmøde

Så er der nyt omkring Landslejren 2016

Vi vil hermed gerne inviterer til informationsmøde for pilte, væbner, seniorvæbner, senior samt deres forældre!
Onsdag d. 2 december i Krummen – se mere og tilmeld jer under online tilmelding.

Indtil da så kig og få et indblik i hvad FDF Landslejr er

 

Mødeaften 9. november 2015

Bare lige for at minde os om at det er efterår nu, så har der været en lille storm over landet over weekenden. Ikke at der som sådan har været stormskader, men det var stadig lidt vådt og og lidt blæsende – Perfekt til FDF hvis man er rigtig klædt på, og flere af holdene var også ude i det.

Tumlinge har igen brugt deres aften i bålhytten, for de er ved at tage deres bål-mærke. Så der er selvfølgelig blevet startet et bål, og så har de ellers fortalt historier og hygget rundt om det.

Piltene er begyndt at tage vandre-mærke og har derfor været ude på en gå-tur her i efterårsvejret. Det er også meget hyggeligt engang imellem at bare at tage ud og opleve vejret – for ikke at sige enormt FDF-agtigt. En lille tur på 4-5 km blev det til.

I denne mobil-tid vi lever i har, har væbnerne i aften meget passende afholdt et App møde. Det blev dog gjort på rigtig FDF-manér, så SELVFØLGELIG skulle de ikke bare frem med mobilerne.. Nej, idéen var i stedet at genskabe forskellige mobil-spil til rigtige lege. Så de spillede Fruit Nunja ved at kaste med grønsager og slå til dem med rundbold-bat. Templerun havde de genskabt med en forhindringsbane igennem hele Krummen, hvor de skulle samle mønter på vejen og løbe fra en abe. De sluttede aftenen af med en omgang Angry Birds, der kunne genskabes med et par bold, en cykelslange og en masse mælkekasser.

1. Seniorvæbnerne har været ved at forberede sig til landslejr. De har set lidt film og har skulle skabe deres egne lege. Den leg jeg så var noget med en hval?!? – nå ja – og så foregik legen i mørke… så at jeg “så” legen er nok også en tilsnigelse. Når nu de alligevel opholdte sig i mørke så meget i løbet af mødet, så gav det også lige anledning til at finde fyrfadslys frem og hygge med skumfiduser og kiks.

2. Seniorvæbnerne har hygget sig med lidt af hvert både inde og udenfor. Tilsyneladende er de ikke vokset fra at lege spark til dåse, gemmeleg og andre udelege, for det var det de havde gang i.